forside;profiler;teamwork;produkter;stories;kontakt;english;


En dag med velvære bag duggede ruder

April betyder forår i København og hvorfor ikke gøre en dyd ud af den velkomne årstid og lade sig forkæle med et udvalg af byens bedste spa- og skønhedsbehandlinger. Tag med på WHERE2GO's guide til den store forårsrengøring fra top til tå.

Af Camilla Lærke Mors/Foto Charlotte Trippetti

Trykt i WHERE2GO April 2005

Krop

Der skal knofedt til, når huden skal vækkes til live igen. Og det har kosmetolog Nanna Valentiner i Arndal Spa under Hotel D'Angleterres kælder.

"Der vil ikke være en død hudcelle tilbage, når vi er færdige," lyder det engageret fra Nanna, imens hun gnubber og masserer.

Op til halsen bliver hver en millimeter smurt ind i den særlige citronolie/saltblanding, der stammer fra Arndals nye linie 'Bio Elements', der er en højteknologisk og organisk serie produceret i Rocky Mountains i USA.

Efter et hurtigt brusebad bliver kroppen pakket ind i en velduftende gyldenglinsende papayagele, hvis store indhold af A- og C-vitaminer rigtig får lov at trænge ind i huden inden i saunaen. Frisk frugt, iskoldt kildevand og en stak blade står klar bagefter til afslapning ved poolen.

Hår

Rengjort i dybden og hver en hudcelle mættet af fugt, er det tid til at tage tyren ved hornene. For det siges jo, at man må lide for skønheden. Her er det så betryggende at vide, at det er en af skønhedsfagets grand old ladies, Tine Ryom, der skal stå for den del: Hårene - alle de uønskede, de forkerte steder.

"Det handler om at bruge den rigtige voks og tage hårene i præcis den retning, de gror. Og gør man det, er det kun nødvendigt med et træk hvert sted," siger Tine og smører en bane af den såkaldte perlemorsvoks, det vil sige en blanding af harpiks og honning, ud på benet. Honningen sørger for at den er blød, og nænsom mod huden og harpiksen klistrer, så den med fordel kan bruges flere gange på samme person.

Hurtigt og næsten smertefrit går det - lige bortset fra armhulerne, der - ja av. Men så er resultatet også som ønsket: Hårløs - og glat.

Den indre skønhed

I Kronprinsessegade 26 ligger Akunimori, der med sin stilrene indretning og lyden af rislende vand er et sted for både alternativ skønhed og velvære. Her tilbyder de blandt andet den populære hotstone-massage, der hos Akunimori kaldes 'LaStone Therapy'. Katja Kuni Hollnagel, der står bag stedet, byder velkommen med et glas urtete, solbærjuice og lidt sunde snacks, inden seancen går i gang.

"Man siger, at et strøg med de varme lavasten svarer til ti strøg med hænderne. Jeg har så tilsat de kolde marmorsten, som er nødvendige for at tilføre energi," fortæller Katja.

Behandlingen, der varer to timer, kan først og fremmest beskrives med et ord: VELVÆRE. De varme lavasten synes både at gå i dybden med de vintertrætte muskler og strejfe nænsomt henover huden, hvor de iskolde marmorsten indimellem kommer som en anden energibooster.

Til sidst lyder der et "gooong" fra en såkaldt tibetansk syngeskål, der afslutter seancen og efterlader en dyb vibration indeni kroppen. Til langsom opvågning står en bakke klar med friske babygulerødder, slikærter og friskpresset juice.

Hænder og fødder

Specialisterne i skønne negle må siges at være Nail Office på Strandvejen 68. Udover at man selvfølgelig kan få sig en god gammeldags pedicure og manicure, hvor generende hård hud fjernes, neglebånd skubbes op, massage og lak efter eget ønske - er deres domæne først og fremmest franske negle. Og selvom april måske er tidlig nok til sandalvejr, så ser det checket og gennemført ud, når både hænder og fødder matcher med den sirlige hvide kant og de svagt rosafarvede negle. Lakken, som hudterapeut- og negletekniker Klaudia Maciejewska lægger, er egentlig en gele af mærket Calbrook, der bliver penslet på af flere omgange.

"Geleen er organisk, hvilket betyder, at neglen kan blive ved med at ånde i den tid, den er på. Efter omkring tre uger skal man have lavet en opfyldning på hænderne, og behandlingen holder i cirka seks til otte uger på fødderne", siger Klaudia. Hvilket lyder lovende, eftersom resultatet er noget nær perfekt.


 


Ansigt

Det sidste at gøre - og måske det vigtigste - er ansigtet. Æren får Complete Me i Fortunstræde 1, hvor alt er gennemført ned til mindste detalje. Kosmetiker, massør og medindehaver af Complete Me Laura Bonné står for den 1 ½ time lange luksus ansigtsbehandling, der bliver indledt med en frisk smoothie. De goder sager, der bliver smurt i ansigtet, er den italienske serie 'Comfort Zone'.

Selve behandlingen er et overflødighedshorn af masker, damp, dybderensning, nakke-, skulder, hånd- og ansigtsmassage, et såkaldt kolbelys, der desinficerer de bearbejdede porer og til sidst endnu en ansigtsmassage med månesten, der ifølge Laura har en kølende og drænende effekt. Hver gang en ny creme, tonic eller maske bliver smurt rundt, bliver der fortalt om alle de virksomme stoffer, som spænder fra lavendel, morgenfrue, sandeltræ, lakridsrod, koralskaller, citron, sheasmør, frugtsyre, hvid te og meget andet. Til allersidst bliver brynene rettet, og en let make up lagt.

Så kommer det store øjeblik, hvor kosmetologen tager spejlet frem, og siger "se" - og man frygter at et billede af ens gamle jeg toner frem med rødspættede kinder og fedtet hår. Men ikke denne gang! Godt nok ser ansigtet peelet og glat ud - men mere som efter en god dag ved stranden.

Så skrubbet og skuret, masseret og smukseret fra top til tå, kan foråret bare komme an!

Priser:

Kropsbehandling hos Arndal
Bodyscrub med salt og citronolie og kropsindpakning med papayamaske: 900 kr.
www.arndal.net

Voksbehandling hos Beauty-Shop:
Armhuler, bikinilinie og ben: 455 kr.
www.beauty-shop.dk

LaStone Therapy hos Akunimori:
1095 kr.
www.akunimori.dk

Franske negle hos Nail Office:
Hænder: 570 kr.
Fødder: 430 kr.
www.nailoffice.com

Luksus ansigtsbehandling hos Complete Me.
595 kr.
www.completeme.dk

          Copyright © 2005 human stories. All rights reserved.                  Web design by bayteksystems.com